Projektets formål er at bringe kvælstoftabet fra den økologiske mælkeproduktion ned. Projektet understøtter endvidere økologiske kvægbrugeres muligheder for at blive miljøgodkendt i forbindelse med nybyggeri og udvidelse af stalde. Økologerne kan ikke anvende svovlsyre, idet svovlsyre ikke er tilladt ifølge økologi-reglerne. Der er derfor behov for at udvikle alternative og billige miljøteknologier til at reducere kvælstoftabet fra økologiske kvægstalde.
Der er fra 1. jan. 2011 krav om, at ammoniakfordampningen fra kvægstalde skal reduceres med 30 % ved etablering, renovering og udvidelse af stalde til malkekøer. I projektet demonstreres 3 innovative miljøteknologier, der kan anvendes i økologiske staldsystemer til kvæg, og som tilbageholder kvælstoffet i gødningen til brug til afgrøder. Følgende teknologier skal afprøves: Gylleforsuring af spaltegulvarealet med fortyndet eddikesyre, proteinskum på overfladen af gyllelaget i gyllekanalen og forsuring af kvæggyllen med mælkesyre i gyllekanalen. Effekten af disse 3 teknologier ønskes afprøvet både i laboratorium og under praktiske forhold i en økologisk malkekvægbesætning, hvor der sammenlignes med en tilsvarende besætning uden behandling. Disse sammenlignes med en konventionel gård med svovlsyrebehandling af gyllen ved hjælp af et nyt mobilt forsuringssystem. Dette projekt sigter imod, at de beskrevne teknologier støtter op omkring miljøstyrelsens teknologiliste, således at systemerne i sidste ende kan benyttes i forbindelse med en miljøgodkendelse. Metoderne forventes desuden at kunne reducere udslippet af methan og lattergas.